Lige meget hvad jeg er begyndt på, så er det altid endt med at handle om mad.

I mit barndomshjem blev der lavet mad hver dag. Ikke den højere kogekunst eller fin mad, men solid husmodermad. Der var ikke mange penge, men min mor forstod at udnytte billige råvarer som grisetæer, torskehoveder, muslinger, kramsfugle, vilde svampe, bær m.m.
I 1961 førte mit kemistudie til et praktikophold i Tunis på Laboratoire Centrale, som var statens kontrollaboratorium for fødevarer. Her mødte jeg den mediterrane og franske madkultur. Det var en omvæltende oplevelse, når man kom fra 1950ernes Danmark.
Fra midt i 1960erne til midt i 1970erne arbejdede jeg som forsker i organisk kemisk syntese i medicinalindustrien. Dér fulgte jeg med i den internationale teknisk-kemiske litteratur, og jeg blev mere og bekymret over de voksende miljøproblemer. I særdeleshed over den udstrakte brug af tilsætningsstoffer i fødevareindustrien.
Denne bekymring/interesse førte mig i begyndelsen af 1970erne ind i den nystartede NOAH gruppe, hvor jeg arbejdede med fødevare- og ernæringsproblemer. Det foregik blandt andet i studiekredse landet over og på NOAHs ø-lejre på Avernakø. I december 1976 lavede vi i NOAHs madgruppe en landsdækkende aktion i Brugsen, vores egen butik, hvor ca. 1200 mennesker klæbede mange tusind alternative varedeklarationer på varerne. I 1973 lavede jeg en lille demonstration i tv af fødevareindustriens potentiale, hvor jeg fremstillede et kilo hindbærmarmelade uden at bruge hindbær bortset fra nogle hindbærkerner. Det vakte en ret stor opsigt og førte til en anden udsendelse med en undersøgelse af en kødpølse uden kød i 1981. (Den vises stadigt med mellemrum på DR).
Mine aktiviteter i miljøbevægelsen var i længden uforenelige med min ansættelse i medicinalindustrien (fyret) og i 1975 blev jeg undervisningsassistent på Kultursociologi på Københavns Universitet (kursus i politisk økolog), Afdeling 3A på Kunstakademiets Arkitektskole (permakultur og bæredygtighed) og Roskilde Universitetscenters Naturvidenskabelige Hovedområde.
Min interesse for hardcore naturvidenskab og kemi forskød sig, i løbet af disse år på RUC, i retning af formidling af naturvidenskaben i samfundet. Fx i de vigtige samfundsdebatter, hvor økologi og atomkraft var på dagsordenen. Her fandt jeg det naturligt at inddrage fødevareproduktion og ernæring. Og når jeg ser tilbage, var det som at deltage et landsdækkende folkeuniversitet med et mylder af studiekredse og aktioner, hvor ikke kun fagfolk tilegnede sig viden.
I 1975 blev jeg kontaktet af chefen for radioens Kultur- og Samfundsafdeling, Jørgen Vedel Petersen, som inviterede mig til at være med i den nystartede forbrugerredaktion, som sendte programmet Vi bruger også… 5 minutter hver dag på P3 med 800.000 lyttere. Jeg skulle særligt tage mig af maden. Ret hurtigt fik jeg selv stukket en mikrofon i hånden og kom på DRs producerkurser. Det var det, man i dramaturgien kalder et plot point og det indledte et samarbejde med Danmarks Radio, som varede til sidst i 1990erne, og som har ført til utallige programmer om mad og meget andet inden for det felt, hvor naturvidenskab, teknologi og kultur mødes.
Min medieerfaring og min interesse for formidling af naturvidenskab førte mig ind i den arbejdsgruppe, der udviklede Medieuddannelsen (nu Kommunikationsuddannelsen) på Roskilde Universitetscenter, hvor jeg blev ansat som lektor i 1978. Dér underviste jeg i radio- og filmproduktion, dramaturgi, interviewteknik m.m. – meget ofte med madrelaterede emner som tema.
I begyndelsen af 1980erne var jeg konsulent for Statens Levnedsmiddelinstitut (nu Fødevarestyrelsen), hvor jeg var med til at udvikle grundlaget for ernæringsoplysningen op gennem 1980erne og 1990erne. Vi gjorde op med den hævede pegefinger – spis mere af dit og mindre af dat – og formulerede en ernæringsoplysning på et madkulturelt grundlag, hvor vi udviklede sunde måltider sammen med landets førende kokke.
I 1987 blev jeg inviteret til at blive medlem af det Danske Gastronomiske Akademi. Det er en NGO med en selvsupplerende forsamling af gastronomiske aktivister, som siden 1963 på forskellig vis har arbejdet for at hæve kvaliteten af det danske måltid. Jeg var præsident for akademiet i samlet 11 år. se:
Det Danske Gastronomiske Akademi
I foråret 1995 lykkedes det at gøre kulturminister Jytte Hilden interesseret i at anskue madkulturen som et muligt område under Kulturministerens ressort. Det førte til, at jeg arrangerede konferencen Den Danske Madkultur 3. november 1995 på Louisiana i samarbejde med Kultur- og Fødevareministerierne. Konferencen førte til en ret voldsom ballade i medierne, fordi Kulturministeren luftede ideen om at oprette arbejdslegater til talentfulde madhåndværkere i stil med arbejdslegater til fx designere og kunsthåndværkere. Det er muligvis grunden til, at Jytte Hilden blev erstattet med den radikale, tidligere formand for FDB Ebbe Lundgaard, som slog gækken fast og standsede alle tanker om madkultur i Kulturministeriet.
Jeg var formand for den arbejdsgruppe, der efter konferencen skulle udvikle idéer til en dansk madkulturpolitik i Kulturministeriet. Vi lavede denne rapport:
Rapport om den danske madkultur
Fødevareminister Henrik Dam Kristensen bad mig om at være formand for det udvalg, der senere skrev en betænkning om oprettelsen af et Måltidets Hus, som gennem uddannelse og forskning skulle arbejde for at hæve kvaliteten af det danske måltid med alt, hvad dertil hører fra råvarer til service – til gavn for det almindelige danske såvel som for det offentlige måltid og ikke mindst for eksporten af fødevarer. Se:
Måltidets Hus skulle bo i fire bygninger i Den Brune Kødby i København og tegnestuen Witraz havde vundet opgaven. Projektet blev standset af VK-regeringen Fogh Rasmussen i 2001 med henvisning til, at det var blandt de “overflødige råd og nævn”. Ombygningen var i fuld gang og det kostede adskillige millioner i opsagte kontrakter.
I 1997 blev jeg medlem af en arbejdsgruppe i Sundhedsministeriet, som havde til opgave at udvikle sunde spisekoncepter til børn, fx på skoler og i institutioner. Det arbejde blev ligeledes standset af VK-regeringen Fogh Rasmussen i 2002 med samme henvisning til overflødige råd og nævn.
18-11-2004 arrangerede og deltog jeg sammen med Claus Meyer Nielsen og flere andre i Nordisk Køkkensymposium med støtte fra Nordisk Ministerråd og CBS Center for Corporate Communication på Nordatlantens Brygge i København. Som oplæg til symposiet udarbejdede vi Manifestet for Det Ny Nordiske Køkken, som vi overdrog til en række førende nordiske kokke. Se:
I efteråret 2009 blev jeg medlem af en arbejdsgruppe under Fødevareministeriet, der skulle skrive en betænkning, som kunne danne grundlag for oprettelsen af en institution, kaldet Madexperimentariet, som en slags fortsættelse af projektet Måltidets Hus. Det endte i stedet med at blive til institutionen Madkulturen i Roskilde.
I 2011 dukkede ideen om at gentage succesen med Det Ny Nordiske Køkken i et uland op i hovedet på Claus Meyer Nielsen, og han bad mig om at deltage i et ulandsprojekt støttet af ham og IBIS (nu IBIS/Oxfam). Tanken var at oprette en kogeskole i forbindelse med en restaurant i La Paz i Bolivia, som skulle være fødestedet for Det Ny Bolivianske Køkken. Jeg rejste rundt i landet i 2011 og agiterede for ideen, som blev mødt med stor entusiasme, ikke mindst fordi jeg havde fortællingen om NOMAs succes med 2 gange at blive verden bedste restaurant med i tasken. I 2012 åbnede restaurant GUSTU, som forbløffende hurtigt blev både en lokal og international succes, som har skabt en lokal gastronomisk bevægelse (MIGA), mange lokale jobs og som har bragt turister til landet. Den regnes nu blandt de bedste i Latinamerika. Se:
Melting Pot Foundation – madskole
I 2018 kom jeg ind i en styregruppe for et lignende projekt i Ecuador: Emprendimientos Gastronomicos y las Oportunidades Sostenibles. Se: