Coronaens hærgen ændrede min fotografering. Pandemien satte en stopper for udlandsrejserne,
hvor jeg i europæiske storbyer gik på jagt efter farverige og forrevne plakater, som jeg hjemme
igen undersøgte på computeren for interessante udsnit. Nu var der Ikke mere noget med at rende
rundt og fotografere i metroen i Paris, hvor min plakatfascination startede.
Henvist til at fotografere med mundbind i København og omegn, var jeg ikke optimistisk. Jeg
havde tidligere fundet enkelte interessante motiver. De sad som regel på uofficielle steder for
eksempel på interimistiske hegn omkring byggepladser. På de officielle plakatsteder foregår det
pænt og ordentligt i Danmark og langt fra det frugtbare plakatkaos, som jeg elsker at gå på
opdagelse i.
Til min store overraskelse var der sket noget med de pæne og ordentlige danske plakater.
Coronaen havde sat en stopper for kulturlivets udfoldelser; ikke flere store koncerter,
teaterforestillinger, festivaler og udstillinger. Udskiftningen af plakater var gået i stå. Plakater, der
reklamerede for begivenheder, der for længst var overstået, hang i månedsvis udsat for vind og
vejr. De mugnede, rådnede, faldt fra hinanden og mindede de forbipasserende om tiden før
pandemien. De bød på en mere dyster æstetik, end jeg før havde værdsat. Nu gjaldt jagten ikke
længere lækre former og farver men forfald, råd og mug.
Jagten på motiver førte mig til de små el- og telefonskabe, som findes overalt og som viser sig at
have en rigdom af undergrundens opklæbninger; særligt i Københavns Nordvestkvarter, hvor
forfald og kaotisk kommunikation spiller sammen. Der overklæbes og flås af, så det er en lyst. Her
er der gang i den hos de lokale aktører. Etablerede politikere og firmaer kommunikerer ikke på el-
og telefonskabe. Dér finder man boligforeninger, veganere, musikere, seksuelle minoriteter,
venstrepolitiske fraktioner, klimaaktivister, billeder af Marx og Che Guevara samt invitationer til
lokale arrangementer og demonstrationer; det er en uformel lokal vægavis for alle slags tanker.
Resultatet er blevet en billedserie, der udforsker forfaldets skønhed og kaos. De er blevet til i en
usikker tid, hvor plakater langsomt forsvandt, indtil kun limen var tilbage.
